En hyggelig aften hos Champagneriget
Julen nærmer sig og vi sætter alle tempoet lidt ned. Eller drømmer i hvert fald om at gøre det.
Her hos os i HGQ har vi holdt vores sidste event i 2025 – og det gjorde vi hos Champagneriget, som trakterede med lækre små anretninger og delikat champagne.
En aften i "hulen"
Lone og René havde glædet sig til at vise deres “hule” (som de kalder den) frem for HGQ’s netværk. Her er ikke plads til så mange, så det var en lille eksklusiv skare som havde fået plads på Sct. Mortens Gade 7.
Aftenen startede med en velkomst fra Lone og René, aftenens værter. Bagefter fortalte Adam Barkhuus (formand i HGQ) om den seneste tids udvikling i klubben.
Han var blevet bedt om at fatte sig i korthed, for aftenens tema var primært afslapning, god mad og hygge – og så en masse netværk.
Champagnerigets rejse
Så tog Lone og René ordet og fortalte deres historie. Om tilblivelsen af champagneriget, om op- og nedture og glæden ved at være lykkedes med deres hjertebarn.
Samtidig med det, fik vi alle lov til at smage forskellige champagner og fik til champagnen, lækre små anretninger.
Stemningen var så god, at der blandt deltagerne var enighed om, at når vi besøger Champagneriget igen til marts 2026, så skal det være med Chambingo (en af deres attraktioner) med præmier, champagne og lidt godt at spise. Flere sponsorer tilmeldte sig på aftenen.
I det hele taget havde vi en god aften med flere af vores sponsorer. Og vi takker endnu en gang for jeres uvurderlige støtte.